Uddrag af kapitlet 'Betjenten'

Måske er det de 25 år som politibetjent, der har givet ham en særlig sans for detaljen. I hvert fald er Herluf Rasmussens fortællinger fra besættelsestiden spækket med konkrete fakta, navne, adresser og datoer.
To måneder før vores samtale har han fået opereret et knæled af stål ind i sit højre ben, og den høje, tunge mand bevæger sig kun langsommeligt rundt i huset, støttet til to krykker. Nu sidder han med benet på en skammel og fortæller om en afgørende oplevelse i en tøjforretning på Nørrebrogade en dag i marts 1945. "Fra Hans Christensen, lederen af det illegale politis efterretningsvæsen, havde jeg fået besked om, at indehaveren af en manufakturforretning på Nørrebrogade skulle likvideres. Jeg sendte en dækningsmand ind i forretningen først, en kollega, der hed Erik Lauridsen. Han skulle bare gå ind og kigge på nogle varer uden at give sig til kende. Så fulgte jeg selv efter med pistolen klar. I det samme kom en mand ud fra bagbutikken, og idet jeg hævede pistolen for at skyde, opdagede jeg, at det var en af kollegerne fra min egen, illegale politigruppe. Det var lidt af et chok. Jeg spurgte ham, hvad i alverden han lavede dér, og han forklarede, at han havde fået et illegalt job i forretningen. Indehaveren vidste udmærket, at han var eftersøgt af tyskerne." "Jeg sagde til kollegaen, at han måtte advare sin chef, for der var åbenbart nogle, der var ude efter ham. Efter krigen viste det sig også, at der ikke var noget som helst på manden. Men nogle af hans pårørende var temmelig pikerede over, at han skulle have været henrettet. Det kan jeg sgu godt forstå!"
- Hvad betød den oplevelse for dit forhold til politiets efterretningshold?
Herluf Rasmussen læner sig frem mod mig.
"Ved du, hvad man siger til sig selv? Man siger: Det gør jeg aldrig mere! Hvis jeg skal likvidere igen, så må jeg selv skaffe mig mine oplysninger. Fra den tid gik jeg mine egne veje."

Gennem nogle måneder har jeg brevvekslet med Herluf Rasmussen, der under krigen var reservepolitibetjent og senere blev medlem af Folketinget. I første omgang ønskede han ikke at medvirke i et interview, men efter at have læst nogle af mine samtaler med andre modstandsfolk har han nu indvilget i at modtage et besøg. Når den firsårige bjørn begynder at fortælle om sine oplevelser under besættelsen, er det et dyk ned i en tid fuld af kaos, tilfældighed og forvirring. I 55 år, fortæller Herluf Rasmussen, har han således undret sig over nogle begivenheder i befrielsesdagene. Og de er stadige umulige for ham at forstå.
En dag midt i maj 1945 blev Herluf Rasmussen af en politikollega kaldt ud til Retsmedicinsk Institut på Rigshospitalet for at identificere en mand, som nogle dage efter befrielsen var blevet fundet skudt i hovedet i Dyrehaven nord for København - drabet vil være kendt af mange danskere som et kort, genkommende klip i Danmarks Radios tv-serie 'Edderkoppen' fra foråret 2000. Da klædet over liget den dag blev trukket til side, kunne Herluf Rasmussen konstatere, at den myrdede var Poul Meyer, en mand, han selv flere gange i løbet af besættelsen havde forsøgt at likvidere.


Læs videre i 'Efter drabet'.