Uddrag af kapitlet 'Flammens far'

I Danmark fulgtes Vilhelm Leifers flugt i januar 1944 af dramatiske begivenheder. I de følgende uger blev et par af de mennesker, som kendte mest til hans samarbejde med tyskerne, udsat for attentatforsøg. 'Flammen' holdt i en periode Hubert Gilberts hjem under observation, men det lykkedes ikke at komme på skudhold. Til gengæld var det nær ved at lykkes for 'Citronen' at få likvideret Gilberts kvindelige medarbejder.
Siden 1942, da forfatteren Elisabeth Lorentzen kom til Danmark efter nogle år i Norge, havde hun udført arbejde for Hubert Gilbert, blandt andet oversættelser. Leifer havde som visumchef personligt hjulpet hende til at få en opholdstilladelse. Ved flere lejligheder havde Elisabeth Lorentzen overværet møder mellem Leifer og Gilbert og kendte derfor til deres samarbejde. Den 22. januar 1944 blev hun skudt ned i sin lejlighed af to Holger Danske-folk. Den ene var 'Citronen', der ved den lejlighed skal have været på sin første likvideringsopgave. 'Citronen' fortalte bagefter, at han havde tømt sin revolver i Elisabeth Lorentzen, uden at hun mistede bevidstheden. Alle - også Leifer - var dog bagefter sikre på, at Elisabeth Lorentzen måtte være død af de mange skud. I virkeligheden havde hun mirakuløst overlevet og var kort efter attentatforsøget blevet dansk gift. Efter besættelsen påtog modstandsbevægelsen - ved minister for særlige anliggender, Per Federspiel - sig ansvaret for likvideringsforsøget på Elisabeth Lorentzen, der angiveligt skulle have været til fare for modstandskampen. Senere dementerede ministeriet dog i vage vendinger denne beskyldning.
To uger efter Vilhelm Leifers flugt blev endnu en af hans vigtigste kontakter, spionagechef Seibold, alvorligt såret ved et attentat uden for sit hjem på Phistersvej i Charlottenlund. Attentatmanden var 'Flammen', der havde Jørgen Rantzau med for at udpege offeret.
Ifølge de svenske politiafhøringer af Seibold var han kort før likvideringsforsøget vendt tilbage fra en tjenesterejse til Berlin, og han havde allerede samme aften bemærket mistænkelige personer omkring sin bopæl. Næste morgen afleverede en ung mand et brev fra Leifer til ham. I brevet forklarede Leifer om sin flugt til Sverige og sluttede med at skrive, at han håbede, at han og Seibold efter krigen kunne træffes 'under bedre forhold'.
Tre dage senere blev Seibold skudt ned, da han forlod sin bopæl på vej til et møde med den rigsbefuldmægtigede i Danmark, Werner Best. Det lykkedes ham dog at få sin tjenestepistol frem og såre en af attentatmændene, før han selv sank til jorden.
Seibold blev bevidstløs indlagt på et hospital, hvor han efter at være kommet til bevidsthed straks advarede en række andre tyskere - en af dem var Hubert Gilbert - mod Leifer. Både Seibold og Gestapochef Hoffmann var overbeviste om, at Leifer fra Sverige havde beordret likvideringen, fordi Seibold kunne bevidne Leifers samarbejde med tyskerne. Hoffmann underbyggede teorien med, at Leifer var en af de ganske få, som kendte Seibolds hemmelige adresse - "vi var næppe mere end en håndfuld mennesker, der kendte den," har Leifer i øvrigt selv skrevet i sine erindringer. Også Hoffmanns chef, lederen af det tyske sikkerhedspoliti i Danmark, Otto Bovensiepen, forklarede efter besættelsen over for dansk politi, at Leifer efter hans mening stod bag likvideringsforsøgene på både Seibold og Elisabeth Lorentzen, fordi han "ville skaffe medvidere om sin virksomhed af vejen". Efter Bovensiepens opfattelse begyndte Leifer først at "samarbejde med modstandsbevægelsen, da spillet med tyskerne blev ham for farligt, og han derfor måtte dække sig."
En af kuglerne fra Seibolds tjenestepistol havde ramt 'Flammen' i underlivet. Stærkt blødende slap han dog væk fra stedet, og vennerne i Holger Danske fik ham indlagt på en privatklinik. Et røntgenbillede viste, at kuglen var gået gennem underlivet og ind i bækkenknoglen uden at forårsage alvorlige læsioner. Operation var ikke nødvendig, og efter et par dages indlæggelse kunne 'Flammen' forlade klinikken. Flere forskellige, herunder et par kvinder, har taget ansvaret for i den følgende tid at have plejet den sårede sabotør. Ifølge Leifer tog han i februar på fjorten dages rekreation i det leiferske hjem i Stockholm.


Læs videre i 'Efter drabet'