Uddrag af kapitlet 'Barnebarnet'

Jens Liljegren blev først født 25 år efter sin farfars død. Alligevel bliver hans øjne røde, når han skal fortælle om dengang. Få minutter efter, at jeg har tændt for båndoptageren, knækker hans stemme over første gang.
"Jeg ville gerne undersøge, om de familiehistorier, jeg har fået fortalt om min farfar, kunne stå for en prøve, og derfor begyndte jeg at se nærmere på sagen. På sin vis er jeg en udenforstående, men hele mit liv har jeg hørt små antydninger om begivenheden - om likvideringen af min farfar den 29. november 1944..."
Stemmen knækker, men han lader sig ikke mærke med det. Han fortsætter med at tale, langsomt og omhyggeligt formuleret.
"Nazismen er så voldsomt et begreb, at jeg har haft meget svært ved at forholde mig til, at min egen farfar var nazist. I familiesammenhæng har jeg kun hørt godt om ham, og for hans børn og min farmor var han først og fremmest familiefaren. Det giver anledning til en vis spaltning: På den ene side havde jeg billedet af nazisten, som næsten er synonym med Det Onde selv. På den anden side havde jeg billedet af familiemennesket, den kærlige mand og far..."
Stemmen knækker igen.
"Jeg har altid været skeptisk over for de historier, jeg fra familien har hørt om likvideringen. Som historisk interesseret har jeg dannet mig mit eget indtryk af besættelsestiden, og jeg kunne jo læse mig til, at likvideringerne i nogle tilfælde havde været nødvendige. Derfor var det vigtigt, at jeg endelig fik taget mig sammen til selv at undersøge hans historie - selv om jeg skal pointere, at skyldspørgsmålet ikke er afgjort. Efterhånden viste det sig, at de historier, jeg havde hørt om selve likvideringen, svarede temmelig præcist til, hvad jeg kunne læse i datidens illegale aviser og andre steder - dog med én vigtig undtagelse."
"Jeg vidste på forhånd, at likvideringen fandt sted i hjemmet, nede i kælderen. Min farfar var overmontør i telefonvæsenet i Nakskov, tjenestemand, og han havde tjenestebolig i en lejlighed oven på selve telefoncentralen. Den 29. november var hele familien hjemme, min farmor og farfar og deres tre børn. Min far var den yngste af børnene, han var fire år dengang. Om aftenen gik min farfar ned i kælderen for at fyre op, som han altid gjorde ved nitiden. Modstandsfolkene havde sandsynligvis holdt øje med ham i nogen tid, og derfor vidste de, at det skete hver aften ved samme tid."
"Fra min familie har jeg fået fortalt, at de oppe i lejligheden pludselig hørte skud nede fra kælderen. Det lød som tre slag på bunden af en zinkbalje. Min farmor turde ikke gå derned. Hun var bange for selv at blive skudt, men især for hvad hun ville finde. I stedet rendte hun rundt i stuen og råbte: 'De har skudt jeres far, de har skudt jeres far, de har skudt jeres far.'" Noget skal synkes.
"Som barn fik jeg historien om, at de hørte ham ligge nede i kælderen og råbe. Han lå og kaldte på dem..."
Han holder en pause for at få stemmen under kontrol.
"Derfor var jeg helt lettet, da jeg i forbindelse med mine undersøgelser i sagen kunne konstatere, at han var dræbt på stedet. Han var skudt efter reglerne, havde jeg nær sagt - nemlig i hovedet, og han kan altså ikke have råbt på nogen. Det kan lyde mærkeligt, at det betyder så meget for mig, men den historie havde gjort et uudsletteligt indtryk på mig som dreng ... Når familiemedlemmerne alligevel fortæller, at de har hørt ham kalde, så kan man vel i mere overført betydning sige, at det også er det, han har gjort."
Han smiler.
"Gennem hele min barndom har jeg oplevet, hvor dybt min far var præget af drabet. Som barn havde jeg værelse op til mine forældres soveværelse, og om eftermiddagen, kan jeg huske, lå han nogle gange og hulkede inde på sengen. Det hed sig, at han havde migræne. Meget senere, efter at jeg var gået i gang med mine undersøgelser, spurgte jeg min mor, om det virkelig var migræne. Hun svarede, at det var det ikke. Hun havde ikke villet forholde mig oplysninger dengang, men den slags talte man simpelthen ikke om. Min far var af den gamle skole, hvor man ikke snakkede om følelser, og vi skulle ikke se, hvordan han havde det. Han ville gerne skåne os."


Læs videre i 'Efter drabet'.