Uddrag af kapitlet 'Store-Bjørn og Lille-Bjørn'

En af dem, som kendte Geisler og Lyhne under besættelsen, var den daværende politifuldmægtig hos anklagemyndigheden i København, Volmer Nissen, der senere især blev kendt som mangeårig leder af det københavnske narkopoliti.
Via en skolekammerat, Helge Mogensen, var Volmer Nissen i løbet af 1943 kommet i kontakt med modstandsbevægelsen. Helge Mogensen var et centralt medlem af Studenternes Efterretningstjeneste, og Volmer Nissen begyndte at forsyne ham med oplysninger fra Politigården. Oplysningerne handlede blandt andet om personer, som modstandsorganisationen havde planer om at likvidere. Gennem Helge Mogensen kom Nissen snart i forbindelse med Sven Aage Geisler.
"Den første gang, jeg mødte Geisler, opsøgte han mig på min bopæl på Amager," husker Volmer Nissen i dag. "Han og hans folk havde en bil holdende nede på gaden. Han var forfulgt af tyskerne og havde fået mit navn og min adresse fra Helge Mogensen. Vi havde besøg af min svoger og svigerinde, da Geisler kom, og nogle af naboerne fortalte senere, at der havde stået en mand på hver trappeafsats - vi boede på anden sal - med en stengun. Man var ikke vant til, at der stod mænd med maskinpistoler i vores trappeopgang, så det vakte en vis opsigt, men naboerne var heldigvis gode nok. Geisler undskyldte, at de sådan kom brasende, men han ville gerne låne telefonen. Han ringede blandt andet for at advare en redaktør på Amagerbladet, der ligesom jeg samlede informationer til modstandsbevægelsen. Geisler var jo eksekutiven, mens vi andre blot skaffede oplysningerne."
"Geisler var en meget charmerende slyngel. Han var en kolossalt flot fyr, stor, elegant klædt, beleven - han tilhørte det pæne, københavnske borgerskab. Hvad der den dag især gjorde indtryk på min kone, var dog en stor Parabellum Luger, som han havde hængende under armen. Jeg må indrømme, at han charmerede mig, og det har han nok i det hele taget haft let ved, både når det gjaldt damer og herrer. Han havde en ganske overbevisende måde at føre sig frem på. Det var først senere, det gik op for mig, hvordan han i virkeligheden var."
"Hans kammerat, Lyhne, som blev kaldt 'Bamse' eller 'Lille-Bjørn', vidste jeg derimod fra starten noget mere om. Han havde en del kriminelle forhold, både før og under besættelsen, og det var endda kun en beskeden del af dem, som stod i RR-attesten - rigsregistraturattesten. Jeg anså ham for at være i stand til hvad som helst. I modstandsbevægelsen havde han nu fundet sig et jagtområde, et alibi simpelthen. Når vi greb ham i noget tvivlsomt, havde han altid mægtig travlt med at fortælle, at han var en 'good guy'. Jeg advarede Helge Mogensen mod at arbejde sammen med ham, men på den tid var der ikke råd til at være alt for kræsne med samarbejdspartnerne."
"Geisler havde et ganske enormt pengeforbrug, og efterhånden fik vi en del sager for røveri og den slags på både ham og Lyhne. De lavede for eksempel en fidus med en sortbørshandler, som de frarøvede alt på et hotelværelse. De havde hørt, at han skulle ind til byen for at handle sort og derfor var fyldt med penge, og de ræsonnerede, at det sikkert ikke ville blive anmeldt, hvis de røvede ham. Han blev strippet for guld og penge - og anmeldte det alligevel. Geisler og Lyhne kom med en eller anden syg forklaring. Jeg kan også huske, at de huggede en splinterny Opel Kaptajn og solgte den. Det var naturligvis i orden at stjæle biler til modstandsarbejdet, men i dette tilfælde blev den solgt til egen fordel."
"En dag, jeg mødtes med Geisler inde i byen, spurgte han mig, om jeg ville med ud at skyde enken efter Sustmann Ment, en politimand, som var blevet likvideret af modstandsbevægelsen. Geisler fortalte, at enken ved mandens begravelse havde heilet og sagt, at hun ville følge sin mand tro indtil døden. Nu ville Geisler skyde hende, så hun straks kunne få lov til at følge manden, og han spurgte, om jeg ville med. Jeg sagde nej tak. Jeg mente, det ville være uklogt i min position." "Helge Mogensens tvillingebror, Knud, deltog til gengæld i likvideringer sammen med Geisler og Lyhne, og han var bestemt ikke begejstret for de to. Han fortalte mig om en eller anden velhaver, de skød ude på Strandvejen. Knud syntes, at de var unødigt brutale over for familierne til de likviderede. De pløkkede folk ned for øjnene af kone og børn. Selv om en mand skulle skydes, kunne man gøre det mere eller mindre hensynsfuldt, men Geisler havde ikke tid til fine fornemmelser. Når man har skudt tilstrækkeligt mange, mister man respekten for menneskeliv." "Det forfærdelige er, at efterhånden blev de reelle motiver for likvideringerne tyndere og tyndere, mens berigelsesmotivet samtidig blev stærkere. Det handlede blot om at finde ofre, som var nazister eller på anden måde angribelige."


Læs videre i 'Efter drabet'.