Uddrag af kapitlet 'Frisøren fra Fyn' (samtale med Kristian Hansen).

- Talte I om likvideringerne efter befrielsen?
"Vi aftalte, at vi ikke ville fortælle, hvem der likviderede. Efter at vi den 16. august 1945 havde sagt farvel og tak og forladt hinanden på Østre Skole, undgik vi nærmest at se hinanden i en lang periode. Jeg kan huske, at jeg kort efter mødte en af de andre gruppeførere, 'Store-Petter', uden for hospitalet, og vi hilste bare på hinanden. Jeg vidste, at hvis jeg begyndte at tale med ham, ville han komme til at græde. Han var den første af os, som kom under behandling, allerede i efteråret 1945, efter at han havde rendt rundt med et barberblad og villet skære pulsåren over. Derefter gik det trip trap træsko med resten af os. Alle de seksten kammerater, der deltog i henrettelser af stikkere under krigen, har siden været under psykisk behandling."
"I 1947 var der to, som begik selvmord. Den ene tog gas i København. Han var blevet skilt, og det hele gik ad helvede til for ham. Den anden var en god kammerat, som jeg selv havde hjulpet til lægen for at få noget beroligende. En dag sagde han i telefonen, at nu skulle jeg ikke ringe igen, for han ville ikke være med mere. 'Hvad har du så tænkt dig,' spurgte jeg. 'Jeg skyder mig op gennem ganen, som vi har lært.' 'Stop lige,' sagde jeg, 'du har en datter, som kommer hver dag, og hvis du skyder dig, så sidder hjernen oppe på loftet. Hvad tror du, hun vil sige til det?'. Jeg fik ham indlagt på psykiatrisk hospital, men de kunne ikke hjælpe ham. En dag tog jeg ud til ham med et tov i en sæk. 'Hvis du vil tage dit eget liv, så lad være med at skyde dig, for din datters skyld,' sagde jeg, og da jeg gik, tog jeg hans pistol og patronerne med. Næste dag ringede naboen, at han havde hængt sig. Han fjernede kældertrappen og hoppede ned."
- Hvornår begyndte du selv at mærke eftervirkninger?
"Under børnehjælpsdagen i sommeren -45 var jeg gået i seng - måske var jeg ikke ædru - og da fyrværkeriet startede med tolv kæmpebrag, røg jeg ud midt på gulvet og begyndte at ryste og svede. Det var første gang, jeg oplevede, at jeg reagerede rent refleksmæssigt. Selv efter at vi var flyttet herud i 1974, stod jeg ude på gulvet, hvis der kom en taxa om natten og smækkede med dørene. Og så kunne det tage lang tid at falde i søvn igen."
"Omkring 1950 begyndte jeg at få medicin, fordi jeg havde fået det, lægerne kalder angstneuroser. Hvis jeg cyklede hjem i tusmørke, og to mennesker trådte ud på vejbanen, så faldt jeg simpelthen af cyklen. Jeg sagde til mig selv, at det var noget pjat, og at krigen var forbi, men det kom som en refleks. Jeg blev nødt til at tale med min læge, og han gav mig noget beroligende og nogle indslumringspiller. Jeg har spist sovepiller siden."
"Efterhånden blev angstneuroserne værre. Jeg var bange for at gå ud, og så satte jeg mig ned i kælderen. Sommetider sad jeg i kælderen hver aften i flere måneder. Men først i 1969 brød jeg helt sammen. Jeg blev nødt til at sælge min frisørforretning, for jeg turde ikke engang gå på arbejde. Jeg havde lavet tre selvmordsforsøg og blev indlagt på den lukkede, psykiatriske afdeling. På den tid var der kommet noget nyt psykofarmaka, blandt andet LSD, og jeg tror, jeg blev brugt som prøveklud."
"Efter at jeg havde været indlagt på den psykiatriske afdeling her i byen syv gange, sendte min praktiserende læge mig i maj 1980 op på Vejle Nervesanatorium, hvor jeg var i fire en halv måned. Først skulle jeg gå til samtale i en gruppe, men dér fik de ikke noget som helst at vide. Jeg ville ikke fortælle til alle de mennesker. Så begyndte den psykiatriske overlæge, Monika Petersen, at tage mig til samtale alene. Hun talte med mig hver eneste dag, og i starten sagde jeg: 'Du kan godt spare dig, du får intet at vide om det modstandsarbejde.' Hun svarede, at det ville hun slet ikke høre om. I stedet begyndte hun at spørge til mine søskende - hvad de lavede og den slags. Helt derude startede hun. Lige pludselig en dag sagde hun så: 'Nu skal vi snakke om det', og hun blev ved og ved. Jeg havde stor tillid til, at hun ikke ville misbruge det, jeg fortalte, og hvis hun gik for tæt på - hun havde sådan en pisk i nakken - så sagde jeg, 'nu synes jeg, Monika begynder at slå med pisken'. Efter nogen tid sagde hun, at vi var på rette spor. Og så stoppede vi al medicinen bortset fra sovepillen."


Læs videre i 'Efter drabet'.