Uddrag af kapitlet 'I den grå zone'

"Jeg har selv taget min part af likvideringer," siger Uffe Horwitz, "for jeg brød mig ikke om, at en atten-nittenårig skulle på den opgave."
Den lille, 77-årige mand sætter sig i sofaen og knapper to øl op.
"De helt unge forandrede sig af at skyde folk. I min gruppe havde jeg nogle fremragende, unge sabotører, og det slog benene væk under dem. Man kunne ikke bruge dem længere, når de først havde likvideret."
- Hvad skete der med dem?
"Det er svært at forklare. De blev mærkelige i hovedet. Urolige. Rastløse. Nogle af dem begyndte at tale alt for meget om at likvidere: Nu skulle de ud og have fat på nogle flere. Jeg brød mig ikke om det."
- Var der nogle, som simpelthen blev glade for at skyde folk?
"Det var faren, ja. Jeg mødte nogle, som det stod i hovedet på hele tiden. Når de havde fået nogle bajere, begyndte det at rable ud af munden på dem: 'Vi har likvideret den og den.' Det er vel en måde at lukke svinedampen ud."
- Forandrede du dig selv efter at have likvideret?
"Det gjorde jeg nok. Men det ved man jo ikke selv."

Den 25. juli 1944 skal den 22-årige Uffe Horwitz gennemføre sin første likvidering. Sammen med en kammerat fra sin BOPA-gruppe cykler han tidligt om morgenen ud til Nørre Allé ved Rigshospitalet, hvor de har fået at vide, at offeret - en dansk vagtmand ved et tysk korps - hver morgen klokken syv passerer på vej til arbejde.
Cyklisterne bevæger sig i en lind strøm ad cykelstien ind mod byen. Uffe Horwitz sætter sig skråt på sin cykel og venter, mens kammeraten, som kender vagtmanden af udseende, holder udkig lidt derfra. Kort efter kommer en kraftig mand, iført en mørk, uniformslignende frakke, langsomt cyklende. Kammeraten nikker bekræftende, og Uffe Horwitz drejer over vejen og sætter efter manden. Da han er nogle få meter fra sit offer, trækker han pistolen frem.
"Jeg brugte tromlerevolver," fortæller Uffe Horwitz i dag. "Det skal du huske: Det er det sikreste våben ... Men den anden hørte klikket, da jeg spændte hanen, og vendte sig om."
Manden udstøder et forskrækket råb og forsøger at køre fra sin forfølger. Men Uffe Horwitz indhenter snart den tunge mand og affyrer revolveren i nakken på ham. Med et brøl falder han af cyklen og trimler om i græsset ud for Anatomisk Institut.
De to cykler har viklet sig ind i hinanden, og Uffe Horwitz springer af i farten. Manden ligger i græsset og trækker vejret i hastige stød. "Nåde, nåde," hvisker han. For hver gang, han stønner ordet, står et lille sprøjt af blod ud af hullet i baghovedet på ham.
Kammeraten er nu også nået frem med sin pistol, og han skubber Uffe Horwitz til side.
"Jeg vil også skyde," siger han og trykker på aftrækkeren. Pistolen klikker, og kammeraten bander. Imens er forbipasserende begyndt at samle sig omkring stedet. Pistolen klikker igen, og Uffe Horwitz må træde til og affyre to skud i panden på den sårede mand. Så bliver der ro.


Læs videre i 'Efter drabet'.