Uddrag af kapitlet 'Frodes aftale'

I sine erindringer fra 1975 forklarer Frode Jakobsen sin holdning til likvideringerne, som efter hans mening ikke var et spørgsmål om jura, men om krig - en formulering han gentog igen og igen lige fra befrielsen og frem til sin død i 1997. Hans synspunkt lød, at "stikkerdrabene var hverken straf eller hævn, men nødværgedrab. Kriteriet for en likvidering var, om man stod over for valget: at opgive betydende dele af modstandskampen eller uskadeliggøre en mand." Frode Jakobsen opregnede to betingelser, som altid måtte være opfyldt før en likvidering: "At det var mennesker, som havde skaffet sig en farlig viden om modstandsbevægelsen, og som samtidig havde taget fjendens parti."
Allerede under krigen opstod en myte om, at alle likvideringer blev besluttet i Frihedsrådet eller i et særligt likvideringsudvalg, der skulle være nedsat af rådet. Likvideringsudvalget nævnes i flere af de erindringsbøger, som udkom umiddelbart efter befrielsen - også hos nogle af de modstandsledere, som burde vide bedre. Således er udvalget eksempelvis omtalt i BOPA-lederen Børge Things 'Sabotage' og i den centrale Holger Danske-chef Hans Edvard Teglers' 'Kæmp for alt hvad du har kært', der begge udkom allerede i 1945.
Myten om likvideringsudvalget har været så sejlivet, at nogle modstandsfolk stadig i dag omtaler det som en kendsgerning, selv om udvalget aldrig har eksisteret. Ingen datidige dokumenter noget sted i arkiverne nævner et likvideringsudvalg, og Frode Jakobsen har selv ved flere lejligheder - men tilsyneladende uden den store effekt - dementeret, at det fandtes. Således skriver han ganske klart i sin erindringsbog 'I Danmarks Frihedsråd': "Man har undertiden talt om Frihedsrådets likvideringsudvalg. Et sådant udvalg har aldrig eksisteret."
Selv om Frode Jakobsen fra sommeren 1944 i Frihedsrådet også repræsenterede modstandsorganisationen Holger Danske, der gennemførte størsteparten af likvideringerne i København, understregede han i sine erindringer, at han ikke var med til at træffe beslutninger om de enkelte likvideringer. Frihedsrådet havde med sin beslutning i november 1943 og senere nytårshilsenen i januar 1944 udstukket de generelle retningslinjer for likvideringerne og tog derefter ikke konkret stilling til sagerne. Det gjaldt også, selv om Frode Jakobsen i en periode havde tæt kontakt til en af de flittigste likvidatorer, den myteomspændte 'Flammen'. "Til hans mange stikkerlikvideringer skulle jeg ikke tage stilling," skriver Frode Jakobsen i erindringerne. "Noget førstehåndskendskab til de enkelte stikkere eller deres meritter havde jeg ikke - hverken dengang eller senere," understreger han. Også i en samtale med juristen Ditlev Tamm i 1980 gentog Frode Jakobsen denne kendsgerning om likvideringerne: "Frihedsrådet havde ikke taget stilling til nogen konkret sag under besættelsen."
Det kan i dag være meget vanskeligt at afgøre, hvem der egentlig traf beslutning om likvideringerne. I et brev til justitsministeren skrev Frode Jakobsen efter krigen, i august 1945, at der ikke altid forelå ordre til likvidering fra "højere myndighed". "Også afsnit, byledelser og eventuelt mindre grupper foretog med Frihedsrådets godkendelse og bemyndigelse likvideringer på egen hånd og eget ansvar i de enkelte tilfælde", skriver han.
Når man i dag gennemgår de enkelte likvideringssager i arkiverne og taler med de modstandsfolk, som udførte dem, må man tilføje, at likvideringer også i nogle tilfælde blev besluttet af en endnu mindre enhed end den enkelte gruppe - nemlig likvidatoren selv. Forløbet forud for en likvidering kunne være meget forskelligt: I nogle få tilfælde gik der forud for en likvidering måneders undersøgelse og forgæves forsøg på at opspore en farlig angiver. I den anden ende af spekteret finder man sager, hvor eksempelvis en ung kvinde på et værtshus af nogle kammerater er blevet udpeget for en modstandsmand som mistænkelig - og samme aften er blevet dræbt.


Læs videre i 'Efter drabet'.