Uddrag fra kapitlet 'Afhøringen' (interview med Erling Andresen)

"Selv har jeg været involveret i tre likvideringer. I to af sagerne gør personlige forhold, at jeg ikke vil nærmere ind på dem. I det ene tilfælde lever sønnen stadig, og i det andet prøvede familien at få den likviderede renset efter krigen - uden held. Den eneste, som jeg kan fortælle om, er Henning Walthing."
"Vi fik sedlen på Walthing oppefra, og der stod ikke noget om, at han havde stukket dén og dén, blot at han var medlem af Staahl-gruppen. Børge Thing viste mig sedlen, men jeg fik den ikke selv. Vi aftalte, at jeg skulle forsøge at afhøre ham, og Børge ville gerne selv deltage for at høre, hvad der kom ud af det. Jeg satte et par mand fra min afdeling til at klare sagen, og når de havde fanget ham, var aftalen, at de skulle ringe til mig på et aftalt sted og sige et eller andet sludder. Så vidste jeg, at jeg skulle begive mig ud til det sted, hvor Børge og jeg havde aftalt at mødes."
"Ud til vaskekælderen i Buddinge kom også en filmfotograf fra 'Det kæmpende Danmarks Radiostudie', som ville prøve at filme en afhøring af en stikker. Børge havde kontakt til nogle kunstnerkredse, blandt andre billedhuggeren Knud Nellemose, og det var i de kredse, der også fandtes en filmfotograf. Han filmede Walthing, mens vi afhørte ham, og på filmen kan man også se lidt af mig fra ryggen. Der var ingen lyd på optagelsen, men det måtte der for min skyld gerne have været, for han blev ikke forulempet på nogen måde."
- Hvordan opførte Walthing sig?
"Stille og roligt. Han var jo også blevet behandlet ordentligt."
- Var det kun dig, som stillede spørgsmål?
"Jeg tror, Børge brød ind en enkelt gang, hvor han syntes, at min tone var for urban. 'Du er skide fuld af løgn!' sagde han til Walthing."
- Hvor længe varer sådan en afhøring?
"Halvanden time, vil jeg tro. Vi kom derud om eftermiddagen, og det var stadig lyst, da det endte med hans død."
- Hvordan foregik den?
"Efter afhøringen sagde vi til Walthing, at vi også havde taget hans chef, 'Svend Staahl', og at vi ville konfrontere dem for at se, hvordan deres forklaringer stemte overens. Vi forklarede, at vi havde ham siddende i et hus ude i en skov, og han accepterede at tage med derud. Måske sagde vi også til ham, at han bagefter ville blive sendt til Sverige, for at undgå uro og panik."
"Vi kørte ham ud til Hareskoven i varevognen, og på vej ind i skoven blev han skudt. Det var jo dét, det drejede sig om. Han var ret lapset klædt, og undervejs forsøgte han at træde uden om vandpytterne på stien for ikke at få mudder på skoene. Han blev skudt med to skud i nakken og faldt forover, lige så lang han var med hovedet ned i mudderet. Han var død med det samme. Han havde tilsyneladende ikke anet, hvad der ventede ham."
"Så skete der noget, som jeg egentlig syntes var meget mere uhyggeligt end selve det at skyde en mand?"
Erling Andresen ser sig tilbage over skulderen.
"De andre havde holdt sig lidt i baggrunden, men en af dem ... 'Moe', blev han kaldt ... Han var en solid maskinarbejder, underofficer i marinen, en lille, hyggelig, afslappet fyr. Når vi var sammen selskabeligt, var han Sjove-Karl, altid morsom og underholdende. Men da Walthing var skudt og lå absolut stendød på skovstien, sprang 'Moe' hen til ham med sin pistol og begyndte, helt ude af den, at skyde ned i ham. Børge og jeg råbte til ham: 'Hold dog op! Manden er jo død!' Han hørte ingenting. Han var fuldstændig ekstatisk. Og tømte hele magasinet ned i den absolut døde mand."
Erling Andresen holder inde, bevæger sig lidt i stolen.
"Der er noget, man kalder blodrus. Når et menneske overskrider sine egne grænser, kan det miste kontrollen over sig selv. Jeg skal ikke give mig ud for en stor psykolog, men jeg har også set det i andre sammenhænge: Når et menneske deltager i noget, det står helt fremmed overfor, kan det miste enhver selvkontrol. Og det gjorde han altså. Han skulle selvfølgelig ikke have været med. Det viste sig at være en fejl. Han har sikkert haft det skidt senere."


Læs videre i 'Efter drabet'.